• Admin

Den meditative ørkenvandring..


Fortæl mig hvad er det du vil med dit ene vilde og dyrebare liv? Fra digtet “The Summer Day”.


Jeg husker tydeligt mit første møde med ørkenen. Jeg var ikke så gammel.. Et sted i Jordan – Al- Urdunn som de siger på arabisk.. Min kæreste og jeg havde besluttet at tage i retning af Wadi Rum og overnatte. Vi var ret alene om den beslutning eller måske bare det sted i ørkenen. Vi havde haft en lang og varm dag og jeg var ved at være mæt på min arabiske drøm.


Oplevelsen synes sløret som støvskyerne af sand vi kørte gennem, omend jeg husker kærligheden, natten og stjernerne. Hver gang vi nåede en ny sandklit, havde jeg en fornemmelse af et en lejr eller et nomadetelt ville vokse op af underlaget. Hver gang blev jeg skuffet. For sandet syntes at fortsætte i en uendelighed. Der var ingen tegn på fremskridt. Det mindede mig om en historie min mor læste for mig som barn. Missen med de blå øjne, som leder efter landet med de mange mus. Den går op af bakke og ned af bakke, op af bakke og ned af bakke… Der er ingen udsigt til at finde landet med de mange mus. Indtil.. at det pludselig kommer til syne, som et fatamorgana i ørkenen.


På samme måde kan min meditationspraksis og mange andres nogle gange føles som en ørkenvandring. En vandring som henviser til, at noget føles uendeligt, tungt og måske ligefrem kedeligt eller ensformigt. Begrebet har sin oprindelse i den bibelske fortælling om israelitternes lange vandring ud af Egypten, men man kan næsten mærke hvordan det er at gå i sandet og ikke føle man kommer nogen vegne. Sådan kan det også føles at meditere.


For mange af os er det ofte svært at få mediteret, måske både svært at få sat sig og svært at blive i oplevelsen. Det burde være nemt og ligetil, sætte sig ned og vende blikket indad. Men sådan er det ikke altid. Selv en 5 minutters meditation kan kræve stor vilje at vælge til. Også selvom vi ved hvordan vi har det bagefter, ofte lidt lettere om hjertet.


Der kan være flere årsager til at meditation eller mindfulnesspraksis kan være svær at få gjort. De synes dog alle at pege tilbage på samme rod til problemet. Nemlig vores bevidstheds evige begær efter underholdning og distraktion. Jeg mærker det selv i dette øjeblik mens jeg skriver, fordi jeg egentlig gerne ville sidde på min pude. Men længslen efter tastaturet var større..


Det er som om der indeni os er noget som kun kan finde tilfredsstillelse i adspredelse. På en måde føles det så naturligt at tjene dette. At adlyde og lade sig distrahere. Gang på gang.


De fleste af os er vokset op i samfund hvor det at være i bevægelse har været set som den rigtige måde at være i livet på. Stilheden har skulle holde sig i baggrunden, ses men ikke høres..


Vi er ikke vænnet til at lytte til den. Lyden heraf kalder for mange af os på dens modpol, larmen, støjen.. ikke støjen på det ydre lærred, men på det indre.

Vi føler måske at meditationen giver anledning til at vælge det der forstyrrer fra, vælge uforstyrretheden til - men når vi sidder alene skruer vi alligevel op for den indre larm. De indre hvirvelvinde. Så de kan holde os beskæftiget, give os noget at bestille. For hvis ikke de gør, hvem så?


Selvom vi ikke kan se skoven for bare træer, betyder det ikke at den er væk. Når vi i meditationen ikke oplever hverken udvikling eller afvikling af det vi går og holder fast i, kan det føles som en uendelig ørkenvandring. En vandring hvor målet synes ude af syne. Men hvis vi vender næsen i den rigtige retning, fører hvert eneste lille skridt os tættere på det vi søger. Hver enkel lille meditation er en anledning til at give slip og åbne en lille smule. Med tiden bliver denne åbning større og tilløbet til at give slip bliver mindre.


Jeg kender godt til følelsen af at noget andet er mere presserende. Ja selv på vej hen til min pude kan mine fødder finde på at gå i en anden retning, fx mod en bog, tandbørste eller andet gøremål. Som om jeg ikke selv bestemmer over mig.. Der er ligesom en anden der prøver at bestemme. Og det er jo netop det opmærksomheden skal skærpes i retning af. Oplevelsen af at der er noget, der trækker en rundt i manegen og noget som er vidne til dette.



Selv øver jeg mig i at give slip og lade forbehold og begrænsninger falde. Uagtet at de kort tid efter vælter ind over mig igen. Men jeg oplever glimt af dyb kærlighed og glæde når jeg forsøger at træde et skridt tilbage fra mig selv. Nogen gange giver jeg slip i en udånding og forstiller mig at jeg slipper den udgave af mig selv jeg kender til. At jeg slipper alt det der føles som mig. Lidt som at skifte ham. Jeg lader et porøst hylster stå tilbage foran mig. Som barn samlede jeg på disse små hylstre, oftest fra cikader når vi var i det græske øhav… i dag ved jeg at de kun udgør et ekko af den egentlige cikade.. De hører fortiden til..


At træde tilbage og lade væren være.. Det er sådan jeg har lært det.


Måske giver det mening at spørge os selv hvad det egentlig er vi vil med dette ene vilde og dyrebare liv?

Et menneskeliv er kort.


Nu får jeg lyst til at slukke computeren og sidde på min pude, i stilhedens skumring. Det er her jeg føler mig hjemme.

Gennemsigtig og tæt på..

42 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle