Det indre fængsel og frihedens genopstandelse..

“Når der er frihed, betyder intet andet noget.” –José de San Martín–

Jeg ligger i fosterstilling på gulvet på min søns værelse, omridset af hans legetøj giver en følelse af tryghed. Der er kaffepletter på undersiden af hans bord. Hvordan mon de er kommet der. Kunne de tidligere ejere have spildt dem?

Dagen blev ikke som jeg ønskede. Jeg har et hjerte som er fyldt med regn. Ikke danske sommerdråber men en monsun fra Himalaya. I går talte jeg i telefon med dig. Vi talte om svundne tider, om dengang vi arbejdede på subkontinentet og verden lå for vores fødder. Tiden er en anden nu. Du har fået dit andet barn og jeg mit første. Jeg længes efter at hvile mit hoved mod din skulder i et fly på vej til Delhi.

Det var dig der lærte mig om frihed…

Måske ikke alt hvad der var at vide, men du viste mig hvordan friheden kunne manifestere sig i det levede liv. Du blev mit kærlighedskompas uden at vide det. For kærlighed og frihed er to sider af samme sag. Sådan oplever jeg det i hvert fald…

Solen skinner udenfor, min søn sover og min kæreste ligger syg på sofaen. Jeg elsker dem..

Rusland er lige gået ind i Ukraine og jeg er udmattet. Orker ikke andet en at sidde mellem min søns legetøj og lade livet passere. Nogle gange er det måske bedst sådan. Jeg føler mig alene. Vandrer gennem de lange korridorer i mindernes palads. Føler mig som en dårlig mor i dag.. ligesom så mange andre dage. Tænker på Salman Rushdie og tiden hvor jeg læste bøger. Savner duften af Indien og støv i øjnene. Menneskemylder og meditation i samme madskål. En tiggers madskål ved banegården i Benares. Eller var det en anden banegård? Duerne på træbjælkerne har farvet underlaget hvidt. Som de hvide tinder på det tibetanske plateau. Gad vide hvad yakokserne tænker når gletsjerne smelter..

En dag for mange år siden, fik jeg min første frihedsåbenbaring. En gammel bekendt og jeg gik en tur som så mange gange før. På en måde føltes det naturligt at drøfte en eksistenspine med ham, som plagede mig. Min angst omhandlede min ledighed. At jeg under studiet manglede et relevant job. Mit arbejde i Indien var selvfølgelig relevant, men ikke akademisk i den forstand jeg ønskede det. Det var så vidt jeg husker den første gang jeg nævnte problemet for ham. Allerede inden jeg færdiggjorde min sætning stoppede han mig. ”Du er ikke ledig, du er fri”. Jeg kiggede måbende på ham. Han var ikke akademiker og kendte tydeligvis ikke til den verden. Jeg smilede, han var sød… og flippet. – sui generis. Det klædte ham.

Min ven brugte det meste af sin tid på at skabe og leve det liv han ønskede. Han startede sit eget lille bureau som skulle sælge alternative rejser til Indien. Rejser som foregik langt væk fra alfarvej. Jeg beundrede ham for det. Ønskede på en måde at følge i hans fodspor. I weekenderne solgte han Chai te på Christiania. Hans drøm var at flytte på landet og nyde livet - lidt af et puslespil med en ekskæreste, hendes nye kæreste og deres fælles datter. Men for min ven var det ingen hindring og der gik ikke længe før han forsvandt ud af mit liv. Til der hvor friheden gror som ukrudt, hvor vinden kærtegner fossiler i klinten.

Jeg savnede ham i starten, ærgrede mig over hans fravær. Måske ærgrede jeg mig i virkeligheden allermest over at jeg selv ønskede noget i samme retning, men ikke turde. Jeg havde ikke modet. Modet til bare at gøre det der føltes rigtigt. At leve frit. Jeg ville hellere bo i en kasse, bygget af materialer der synes bæredygtige, udadtil.. En mental kasse, bygget af en som ikke var mig.. og så alligevel.

Jeg var ikke så gammel da vi mødtes første gang. På en måde kendte jeg ikke til den form for frihed han præsenterede og repræsenterede.

Jeg husker en eftermiddag på hans værelse i kollektivet i Gentofte, han rejste sig i vores samtale, gik hen til bogreolen og hev Osho ud. Jeg havde læst en enkelt bog af Osho på det tidspunkt, men ikke denne. Den handlede om glæden ved at leve livet farligt. At leve livet fri fra normer og kodekser. At leve livet indefra. Sådan som kun den der er i live kan leve det.. for Osho var det vigtige at slippe flokmentaliteten, for der findes ingen større slave, end den der ikke kender sig selv.

Når personligheden går itu møder vi alle før eller siden en grundløshed i livet som kan føles som frit fald, en svimlende angst og glæde ved at leve livet som det udfolder sig.. indadtil.. Det kræver både selvfortabelse og selvoverskridelse. Den vi før troede vi var, må vi give slip på. Hver dag og hvert sekund er der mulighed for at give slip på det der har været. Men også på det der endnu ikke har været. Frihedens forløsning findes ikke i en tid adskilt fra denne. Den findes her og nu, i den ene eller den andens bevidsthed. Den er moderen til al form for inderlighed, det skød hvor kærligheden næres og hvor selvfornemmelsen varmes.

Sådan ser det ud herfra.

Nogle uger efter min søns fødsel havde jeg en drøm. Jeg kørte gennem flere lande til et land langt herfra. Det var hverken Egypten eller Palæstina, men måske noget midt i mellem. En mørklødet mand ved min side kørte bilen. Vi nåede havet efter få timer. Bølgerne slog ind mod klipperne og jeg kunne mærke skumsprøjt af saltvand mod min hud.

Det var en drøm om frihed. Om at forvalte kærlighed.