Ingen er frie, før alle er frie..

Der skulle gå mange år før det gik op for mig hvad jeg var en del af. Trods Animas input gennem årene og en plantebaseret kost tror jeg ikke jeg forstod værdien af frihed. Hverken for mig selv eller for andre. Den frihed jeg tænker på her, er den dyr mærker. Eller i mange tilfælde ikke mærker..

Under mit studie rodfæstede sig en nysgerrighed, på hinduismen og buddhismen i en indisk kontekst. Jeg var tilfreds med, at mine studier nu havde taget form af indologi og at subkontinentet var mit felt. Så da jeg skulle lede efter et praktiksted, syntes det indlysende at tale med førende professor inden for området, Esther Fihl. Det blev et ja og hun gav mig mulighed for at hjælpe hende, før praktikken officielt skulle starte.

Hendes forskningsområde var Dansk Indien, som de danske kolonier blev kaldt på det tidspunkt, hvilket betød forskning primært i de små koloniers forposter (Tranquebar og Serampore). På det tidspunkt var hun færdig med en bog om guvernørens bopæl i Tranquebar, og havde stadig brug for redigering af et par kapitler og referencer. Jeg var novice og følte mig som en elefant i et glashus, nervøs for ikke at kunne imødekomme hendes forventninger. For mig var det en stor chance for at vise mig selv, at jeg passede ind i den akademiske æske, og at min fremtid lå indenfor akademia.

Det hele flaskede sig indtil en torsdag aften ugen før min praktik skulle starte. Jeg var hos en ven og vi planlagde at se en film. Da jeg normalt var den, der endte med at beslutte, ville jeg lade ham denne gang. Da han foreslog Black Fish, følte jeg mig lidt skuffet. Jeg var allerede plantespiser, og jeg følte mig vældig skolet og vidende hvad angår dyrs rettigheder mm. Jeg var udmærket klar over, at spækhuggerne i Sea World led. Utilfreds gik jeg med til at se filmen - forberedt på en deprimerende historie, velvidende hvad Befri Willy gjorde ved mig og min generation. Historien om en spækhuggeren Tilikum, fanget i en mikroskopisk Jacuzzi, ville naturligvis ikke ende godt.

Deres latinske navn, Orcinus orca, kommer fra en romersk gud i underverdenen - på engelsk killerwhales, et navn, der syder af truslen om død.

I 1983, ud for Islands kyst, blev Tilikum fjernet fra sin mors og sendt til et såkaldt feriested på Canadas vestkyst. Filmen handler bl.a. om Tilikums liv. Mange af optagelserne var smertefulde at se; blødende hvaler, rifter og bidsår; en træner knust mellem to gigantiske hvaler med kun hans våde jakkesæt til at holde sammen på ham - en anden træner slæbt gentagne gange til bunden af poolen, indtil han formåede at flygte.

Men filmens mest rystende øjeblik opstod for mig at se i et interview med den tidligere hvalfanger John Crowe. Tårevædet genkalder han sig den traumatiske fangst af hvalkalve fire årtier tidligere i Puget Sound, og deres mødres hjerteskærende hyl - ("Vi var kun ude efter the små") forklarer Crowe, stadig hjemsøgt af den kolde lyd af dyrenes sørgen.

Filmen efterlod mig grædende i sengen den aften, jeg følte mig hjælpeløs for ikke at være i stand til at frisætte dem. Skyldbetynget for at lade mit liv passere, mens de her grusomheder udspillede sig sideløbende. I alle disse år havde jeg begrundet mine handlinger med henvisning til mit årlige bidrag til et par ngo'er, min plantekost og prædikener om spørgsmålet lejlighedsvis med familie og venner. Det føltes som en eksistentiel nødsituation, som nu begyndte at stille spørgsmålstegn ved mit livs formål. Skrive en ph.d., der ville give nogle historiske indsigter og herefter samle støv på biblioteket?

Jeg fornemmede et stærkt ubehag brede sig midt i hjertekulen, imens jeg tillod erkendelsen at vælte ind over mig. Erkendelsen af mængden af lidelse, påført utallige levende væsener hver eneste dag. Siddende ensomme i bure, hvor de aldrig føler solen eller glæden ved frihed, men bare venter på det uundgåelige øjeblik, hvor deres lys bliver slukket. Hvor hele deres eksistens vil komme til en ende, hvor de ville brænde ud som stjerner på himlen. Ingen er vidne til deres historie, følelser, håb og ønsker. Det ville være som om de aldrig havde eksisteret, ligesom de blev behandlet gennem deres liv. Som var de sat på jorden uden værdi.. Jeg rystede indvendig og en stille regn flød fra mit hjerte...

Næste morgen ringede jeg til Esther og fortalte hende, jeg ikke kunne starte i praktik. Jeg forklarede, hvad der var sket, og hun bekræftede, at det bedste tidspunkt at tage noter i livet er, når dit hjerte har noget at sige. Så jeg lavede et opkald til den mest effektive dyrerettighedsorganisation, jeg kendte og bad dem om en praktikplads.

Det blev det første valg, jeg tog i livet, hvor jeg vidste, at alle lag af ydre forventninger var opløst - mit hjerte var nu det primære kompas. Det gjorde ondt at sætte mit studie over styr for en impuls. Men heldigvis kom den fra hjertet. Fra da af besluttede jeg at mit hjerte fremover skulle have det sidste ord. Det blev på en måde en vane, der stadig ledsager mig størstedelen af tiden. En akademisk karriere i normal forstand blev aldrig noget jeg valgte, men jeg har en fornemmelse af, at min opdagelse af andre levende væsner og deres liv, lærte mig en vigtigere syntaks.

Frihed er for mig at se ikke en størrelse reserveret for menneske arten. Spørgsmålet er måske også om vi egentlig kan føle os frie, når vi kender til andres fangenskab. Måske giver det som Peter Singer og andre aktivister så ofte har sagt, kun mening at tale om frihed når denne har indfundet sig hos alle og enhver. Når ikke en eneste sidder tilbage i fangenskab, være det sig mentalt eller fysisk fangenskab hos mennesker eller dyr.

Når alle bure er åbnede – også dem som er skabt af vores egen bevidsthed...