top of page
  • Forfatters billedeAdmin

Meditation for små mennesker...

Opdateret: 23. mar. 2021


Kl er 8 indisk tid. Jeg har lige spist morgenmad med børnene på Root Institute, i Bihar og der skal børstes tænder. Jeg skynder mig ind på kontoret for at forberede vores morgenpraksis. Vi skal forsøge os med forskellige meditative øvelser i dag. Jeg har et meditativt mandala spil med som jeg har klippet ud i karton og et syltetøjsglas med farvet vand og glimmer. Eller en mind jar som de kaldes... Et mindfulness redskab som hjælper børn med at få roen til at sænke sig.


De børn jeg trænede med i Bihar var alle hiv-smittede og uden forældre. De var blevet afleveret af familie eller landsbymedlemmer til instituttet hvor jeg arbejdede. Nogen kom fra et tidligere gadeliv i Delhi. Deres kroppe med brændemærker fungerede som en ordløs beskrivelse af deres tidlige traumer. Underordnet er det dog hvilken størrelse af traumer der er tale om. Når det handler om at kunne træde et skridt tilbage fra det der opleves, er vi nødsaget til slippe hvad end der måtte udspille sig i vores indre og ydre verden.


Meditation for små mennesker synes på mange måder at udgøre en af de vigtigste byggesten for de børn der vokser op i dag. I en verden hvor det spontane og umiddelbare ofte drukner i struktur og ugeplaner, giver det mere mening end nogensinde at børn lærer at lytte indadtil. Ikke bare lære det, men også får skabt rum til det. At lytte til sig selv og ens egen fornemmelse er ikke nogen let kunst i en verden af støj.


Vores børns liv foregår i et højt tempo fra en tidlig alder og selv den bedste skribent kan ikke nå af tage notits når børnehjerter råber i kor, være det i skole eller daginstitution.


Hjertet er for mig at se det helt afgørende i børnemeditation – eller som H.H. Dalai Lama så ofte har sagt ’det er vigtigere at udvikle hjertet end sindet’. De to skal helst gå hånd i hånd, men hjertet gerne lidt forrest. Børnemeditation er for mig mere end afslappende og tryghedsskabende. Det er de første spæde skridt i retning af at kunne navigere i både indre og ydre tumult.


De storme, der raser i vores bevidsthed og i den fysiske verden er ikke små og det kræver sin kaptajn at kunne tilpasse sig. Ved at lægge mærke til når eksempelvis en ubehagelig følelse opstår og forgår, dannes et tidligt vanemønster i sindet. Et vanemønster som igen og igen kan anvendes når noget vækker vilje eller modvilje. Indirekte vil der altså opstå en slags afskærmning fra oplevelser der gør ondt. Et barn som træner i dette vil over tid få et naturligt og mere autentisk forhold til det der er svært og til følelseslivets hvirvelvinde.


I mit arbejde med børn er det afgørende at skabe en følelse af frirum, noget rart. Voksne behøver ikke samme gulerod, men det er min opfattelse at det er godt at anvende metoder som virker tiltalende og rare for børnene. Dette kunne eksempelvis være små guidede meditation, formet som drømmerejser, Nangijala verdener eller andet.


Det kunne være kropsscanninger som en del af det at forbinde hjerte og hjerne - en spaltning som ofte manifesterer sig tidligt i børnelivet og bliver, for mange, resten af voksenlivet. Ved at arbejde med forbindelsen mellem hvad barnet tænker og hvad det føler i kroppen kan vi bevare eller gentænde den umiddelbarhed børn kommer til verden med.


Måske du har prøvet at kigge et lille spædbarn i øjnene? Der er en transparens at finde som ofte slukkes igen når barnet bliver lidt ældre. En gennemsigtig uforstillethed, som ikke skelner mellem dem der står nær og fjern. Der er ikke noget os og dem, bare ubetinget kærlighed.


På samme måde oplever vi ofte at børn betragter dyr, bamser mm. som fuldgyldige familiemedlemmer. Sagt med andre ord er der en renhed at finde i børns hjerter som vi skal lede længere efter hos voksne. Det er den rene, ubesværede væren og glæde jeg ønsker at børn skal være i kontakt med og turde læne sig ind i. Når først et barn finder tryghed i sig selv, er det mindre afhængigt af tryghed udefra. På den måde bliver der mere plads til at kærlighed og medfølelse kan strømme frit både til og fra barnet.


Alle børn fortjener at føle sig frie og lette som en sæbeboble.



33 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page