• Admin

Meditation og Moderskab..

Opdateret: 23. mar. 2021




At føde en mor….


Denne sætning runger ofte et sted langt væk, i en fjern afkrog af mit sind. Jeg har lyst til at skrige. På vegne af alle mødre og forældre. Måske ikke alle, men en stor del. Jeg er begyndt at trække vejret dybt når tendensen viser sig. Oftest er det værste ovre efter 10 udåndinger og lidt yin yoga. Jeg følger ingen anvisninger omkring vejrtrækning og åndedræt. Jeg har ansvaret for et lille liv nu og pranayama synes som en fjern galakse. Jeg brandslukker bare, forsøger at dæmpe min indre kvinde, min indre ild. En ild der mange dage føles så kraftfuld at hindu- gudinden Kali, uden varsel, dukker op i min bevidsthed. De afskårne hoveder dingler fra hendes hofter i blod, i takt til yogiske bevægelser.


Andre dage forsøger jeg at fortrænge og finde en venlig mine. Lulle mig selv ind i den modermælk samfundet har ladet mig vokse gennem, i mere end 30 år. En mælk som hele tiden blander sig med min egen intuition, farver den en anden farve end den oprindelige. Nogle gange når min egen fornemmelse ikke op til overfladen. Den er vant til at rette ind. Jeg tænker en tanke, men mod mig løber en hær af samfundets soldater. De er for mange og jeg føler jeg må bøje mig. Lader dem vade hen over mig. Det stikker i hjertet….



Mit eget moderskab startede længe før min søn kom til verden. Det startede som en spæd omsorgsrevolution i mit indre, i starten af 20erne. Det fysiske moderskab blev en forlængelse heraf, men med en smerte jeg ikke var forberedt på. Det svigt der fulgte med, slog mig mildest talt ud af kurs. Måske er det væsentligt at nævne at jeg skulle være mor alene. Min søns far, havde valgt forældreskabet fra allerede tidligt i graviditeten. Således blev mit moderskab indledt på en måde som er svær at sætte ord på. Hurtigt blev den følelse bredt ud på samfundet som en bekræftelse.


Allerede undervejs i fødslen følte jeg mig energi forladt og alene, selvom min familie var der og jeg var sammen med dem jeg elskede. Min fødsel var kompliceret og endte med en flytning fra fødeklinik i Lejre til hospitalsindlæggelse i Roskilde. Efterfølgende skulle jeg på operationsstue og dermed adskilles fra min søn. Jeg husker at fortælle personalet at jeg ikke ville skilles fra ham, men det skulle jeg. Sådan føltes det i hvert fald, for man skal vel egentlig ikke noget man ikke har lyst til? En time senere blev jeg kørt tilbage til barselsgangen og forenet med det lille menneske. Min søster og mor var taget hjem, det var over midnat. Jeg var lykkelig og ulykkelig på samme tid. Jeg følte mig ene om verdens vigtigste opgave, som så mange andre har følt det før mig. Jeg ville ønske min mor var blevet.


Jeg bad en sygeplejerske om hjælp til amning. Hun spurgte om jeg ikke bare kunne slappe af – der var ingen grund til at være så optaget af det. Jeg følte mig lille, troede en baby skulle have mælk, at mit barn skulle have mælk, men det var måske slet ikke tilfældet. Senere kom en anden kvinde ind og hjalp min søn med at sutte rigtigt. Jeg husker at hun var kærlig. Resten af tiden lå jeg alene med min dreng i mine arme og et sort hvidt ur overfor. Tid var dog ikke noget jeg skænkede en tanke. Jeg turde ikke bevæge mig. Jeg var blevet bedt om ikke at gå ud af sengen uden hjælp, grundet operationen. Første gang jeg skulle tisse ringede jeg efter en sygeplejerske. Jeg spurgte om hun ville holde min søn. Med et måbende ja gik hun med til det, næste gang bad hun mig rulle ham med derud i glaskuvøsen på hjul. Den samme ting de bad mig lægge ham til at sove i.


Jeg lagde ham aldrig til at sove i kuvøsen. Heldigvis var min indre stemme ikke helt stum, om end den var svær at finde. Den meditative praksis jeg har haft og kender til blev en lille men afgørende bjergtinde at holde fast i. Hvis ikke jeg havde været i stand til at få fat i den del, ved jeg ikke hvordan det hele var gået. Trods intet var gået som jeg ønskede i fødslen lykkedes det mig at vende opmærksomheden mod min søn og den stærke kærlighedsforbindelse mellem os. Jeg havde elsket ham fra den dag jeg kendte til hans eksistens og der var ingen opbremsning i dette.


Min meditationspraksis havde gjort det muligt for mig af afskærme mig fra meget stress som ellers opstod i mit liv under graviditet og fødsel. Som blade der flyder i en å, lykkedes det mig at sende nyankomne blade videre ned ad åen med lange udåndinger og et given slip. Nogle gange blev det til meget kraftige udåndinger, som om der skulle et Ujay åndedræt til at få bladet til at flyde videre. Havde jeg ikke trænet forinden og undervejs er jeg overbevist om at bladene havde taget plads ovenpå hinanden for måske til sidst at danne så stor en bunke, at intet lys ville trænge igennem.


Meditation og Moderskab blev for mig to sider af samme sag. De manifesterede sig som kærlighed og omsorg. Jo mere opmærksomhed jeg kunne dedikere til hvad det egentlig var, der udspillede sig på mit indre lærred og i mig hjerte, jo bedre en mor kunne jeg være.

Da min søn kom til verden, sendte jeg personalet ud og bad dem slukke lyset. Jeg var nødt til at synge det mantra som jeg havde sunget for ham så længe - mens vi delte min krop.


May the precious and sublime awakened mind

Arise in those where it has not arisen.

Where it has arisen may it never wane,

But continue to increase forever more.


(Shantideva’s Bodhichitta Prayer).

24 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle