Mit møde med Namaste..
Jeg var 13 år gammel da jeg min far bestilte billetterne. Vi skulle til Nepal, et mærkværdigt sted ved foden af Himalaya. Vi skulle rejse til verdens ende. Sådan tror jeg nok jeg følte det. Mine forældre, var blevet skilt nogle år forinden og dette var endnu et led i min fars spirituelle rejse ud af ægteskabet og ind i sig selv. Jeg var træt af rejsen indad. Mine søster og jeg delte et værelse hos min far, hvor der altid skulle være stille når der blev mediteret. Og blev der ikke mediteret, blev der spillet en særlig form for musik på anlægget eller slået på en syngeskål. Jeg var træt af den meditation. Den hang i luften som et tæppe. Tvang mig til at sidde på mit værelse som jeg delte med min lillesøster. Jeg ved egentlig ikke hvad vi lavede.
I samme periode begyndte min far at se lidt til buddhistiske lærer Lakha Lama. Det betød bl.a. at vi et år fejrede nytår i hans hjem. Måske det i virkeligheden var her jeg første gang kunne mærke at der var noget lidt anderledes ved dette selskab. Jeg kendte endnu ikke til hverken yoga eller mindfulness. Jeg ved ikke hvordan det skal forklares, men jeg tror der blev født en form for længsel i mig. Det nytår. I Søborg..
Da vi endelig skulle afsted glædede jeg mig. Vi fløj til Kathmandu, hvor vi skulle være et par dage inden vi skulle op i højderne. Jeg husker duften af røgelse, der mødte os i den lille lufthavn, en masse buk, foldede hænder og Namaste. Der var mennesker overalt. Jeg havde aldrig set så mange mennesker før på et sted. De ville alle hjælpe med bagagen. Der var støv i luften og larm. Vi kørte med nogle fra Jysk Rejsebureau til Highlander Guesthouse. Jeg sov ikke meget den nat, der var et udkigshul øverst i døren og låsen virkede ikke. Jeg var rasende på min far over at sidde her på et beskidt værelse under et svedigt myggenet. Måske var jeg i virkeligheden mere utryg end vred.
Efter få dage skulle vi i lufthavnen og med fly videre til den lille bjerglufthavn Lukla, i Everest regionen. Jeg husker en lang forsinkelse og et fly hvor sikkerhedsselen ikke virkede. Da vi først var i luften var jeg mere rolig. Indtil vi pludselig skulle nødlande, grundet manglende brændstof. Vi landede på en mark midt i ingenmandsland. For mig var det som at være med i en film.
Da vi endelig nåede frem til Lukla var jeg træt. Vi blev mødt af vores to bærere Kumar og Asok. Jeg husker tydeligt deres ansigter. Deres smil og deres anstrengelse. Men mest af alt husker jeg deres Namaste. Hver eneste morgen hilste de med foldene hænder og et Namaste. Det gav mig en god følelse. Vi spurgte hvad det betød og de forklarede noget med at hilse det guddommelige i et andet menneske. Det lød smukt. Jeg følte mig smuk i deres øjne. Sådan som man nu kan gøre det når man er 13 år gammel.
De første nætter var de værste. Vi sov på forskellige tehuse på vores vandring mod Namche Bazaar og Tengboche klosteret. Om aftenen sad vi få mennesker omkring et ildsted hvor der blev bagt en simpel pandekage. Jeg husker at pille en ørentvist ud af min første. Om natten skulle vi ud at tisse i et hul i jorden. Det foregik med lommelygte og stejl bjergskråning til den ene side. Jeg var bange. Det føltes som om vi var de eneste 3 mennesker her i bjergene - under en måne der lignede den jeg kendte, men som på en måde var en anden. Min mor føltes langt væk.
En dag skulle vi som så mange andre over en lang hængebro. En stor karavane af yakokser kom, imod os. Det var ikke muligt at vende om, vi var for langt ude på broen. Det lykkedes os at stå stille os op af den ene side mens de passerede. Jeg husker fornemmelsen af deres horn få centimeter fra mit maveskind. Jeg var fyldt op. Jeg bad min far om at vende tilbage. Jeg ville til Kathmandu. Være i sikkerhed.
Vi fortsatte lidt, men senere på eftermiddagen skulle vi igen passere yakokser. Denne gang på en bjergskråning. Okserne stod pænt langs bjergvæggen og ventede mens vi forsigtigt listede forbi. Pludselig skred den ene okses hov og den begyndte at løbe fremad i forskrækkelse. Jeg var allerede godt ængstelig og blev så forskrækket at jeg begyndte at løbe. De andre yakokser fulgte til min store rædsel trop. Jeg satte mig ned og græd mens de for forbi mig. de ville mig intet ondt men det var for overvældende for mig. Himmelfarten var slut for mig.
Denne gang var det ikke til debat. Jeg fortalte mig far at jeg ikke ville gå et skridt længere end Namche Bazaar, om han så skulle efterlade mig. Min far var ked af ikke at nå frem til klosteret, men han gav sig og vi blev i Namche. Her spiste vi nudler og drak cola i mange dage. Vi kiggede på ørne og bjergtoppe. Vaskede vores tøj i det lille vandløb og drejede bedemøller. Min lillesøster tabte sin rokketand og vi begravede den. På verdens tag. Måske den ligger der endnu?
En ting er sikkert. Med den tand blev noget i os alle tre begravet. Vi var alle fyldt op af en følelse af ydmyghed, som er svær at forklare. Men har du været der kender du den nok.
Namaste kan nok bedst oversættes med at bøje sig for nogen.
Men måske ordet allerbedst kan forklares som at bøje sig for venligheden i alle levende væsner – for at den bor i alle hjerter.