• Admin

Når de indre luftballoner letter - Om at løsne grebet..



”Ligesom en slange afstøder dens ham, må vi afstøde vores fortid igen og igen”

(Buddha)


Forleden havde jeg for første gang min søn med i en forlystelsespark. En stor oplevelse for hans mor. Han skulle prøve ting, og spise candyfloss. Sådan ville jeg gerne have det. Det skulle være som jeg selv havde oplevet det. Jeg valgte nærmest at lades som ingenting da han pegede på noget andet end en candyfloss. Da vi skulle hjem var vores venner trætte, men jeg skulle bare lige købe en ballon til min søn. Vi kunne umuligt forlade stedet uden.


Det var en varm dag, så vi brugte resten af dagen på at passe på at ballonen ikke for til himmels når vinduer og døre stod åbne i vores hjem.


På et tidspunkt havde ballonen sneget sig om bag vores dør og jeg så snoren bevæge sig. Inden jeg kunne nå hen til den, listede den sig ud ad hoveddøren og begyndte sin rejse opad. Det tog den ikke mange sekunder at nå skyerne. Sådan så det i hvert fald ud nedefra.


Min søn bad mig hente den, han ville have sin ballon tilbage.

Jeg forklarede at den var taget op til månen og stjernerne og at vi ikke kunne få den ned derfra. Han kiggede bebrejdende på mig, jeg kunne se han var ked af det.

Inden han skulle sove, spurgte han igen om jeg ville hente den.


Jeg nåede lige at få et stik i hjertet, min søns første ballon. Den skulle være blevet længere, den skulle have gavnet længere..


Men i virkeligheden havde det været en smuk oplevelse at se den lette og søge efter at udfolde sit potentiale. Det var en heliumballon og dens natur var at søge opad, højere op end vores loft, hvor den stødte på. Nu fik den lov til at være fri. At være fri på dens egen måde.


Da min søns vejrtrækning blev dybere og søvnen tog over faldt jeg i staver. Hvad havde jeg egentlig forestillet mig. På en måde blev det meget tydeligt for mig hvor let vi mennesker narres i vores hverdagsliv, til at antage at lykken har form som en ballon, en ballon med snor i. En ballon som vi kan holde fast i. Min forestilling havde været at den kunne have gavnet nogle dage, at udløbsdatoen befandt sig længere ude i, et sted i horisonten..

Men sådan er det jo i virkeligheden med alt. Det meste af det vi kender til i vores liv vil ophøre uden varsel.


Selvom jeg ved lykken kommer indefra føles det nogle gange så virkeligt at den må have residens andetsteds. Selv lader jeg mig alt for ofte beruse af dens materialistiske vingeslag. Den lykke som jeg gang på gang må erkende, ikke er at finde hvor jeg leder..

Et par dage senere lettede adskillige heliumballoner fra mit hjerte. Min søn skulle møde sin far for første gang. Et møde jeg havde ventet på i næsten 3 år. Der var ingen yoga eller meditation som havde fået de mørke balloner, der havde taget ophold i mit hjerte, til at lette. De var fyldt af en sorg der ikke kunne forløses. Jeg vidste i hvert fald ikke hvordan.


Vi mødtes i en park. Så snart jeg så min søn sammen med sin far føltes det som om mit hjerte voksede i omfang - som om ballonerne var ved at lette. En del af mig ønskede at holde på dem, at fortsætte min jagt på fortidens spøgelser. Han fortjente ikke at de lettede, han fortjente ikke at vi bare skulle have det rart sammen.

Men det havde vi. Og de steg til vejrs.


Den dag så min søn sin indiske familie, på video. På en telefon hans far holdt. Så langt væk fra subkontinentet og alligevel så tæt på. Han fik en farmor, farfar og en moster. Jeg håber han en dag kan møde dem i virkeligheden. At de kan spise daal, grine og flyve med drager i Kolkatas gader...


Det mærkedes som om tusinde af små agernskaller bristede omkring mit hjerte.

Da vi kom hjem senere den dag, lagde jeg mig ned på ryggen som en stjerne. Mit eneste ønske var at svinde ned i et stjernedækket tæppe blandt millioner af andre stjerner, til et sted, mørkt og stille som en frostklar vinternat.


Jeg var træt som aldrig før og havde ikke lyst til andet end at ligge i mit eget vinterhi. Min søn forsøgte at vække mig, med en bold han havde fået af sin far. Jeg ænsede det knap nok, havde ikke lyst til andet end bare at ligge.


Jeg mærkede svimmelhed og eufori, måske havde jeg heller ikke fået nok vand.


Men min søn havde fået en far.


Jeg følte mig fri.


155 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle