Når vi møder livet i den anden - Et brev til min terapeut..

Når vi møder livet i den anden. Sådan lød præstens ord til bisættelsen. Himlen var blå og solen skinnede. Sådan som den gør på en klar efterårsdag.

Jeg havde skrevet et brev til dig, som jeg ønskede at give dig. Også selvom vores relation var af en særlig karakter. Et sted i sfæren mellem professionalisme og menneskelighed. Mellem faglighed og forbindelse.

Kære …

I dag løber tårer ad mine kinder. Mit hjerte føles tungt. Jeg prøver at få følelserne til at forsvinde ved at fortælle mig selv at du bare var min psykolog, at du bare var en psykolog.

Men du var meget mere end det. Du var et særligt menneske. Et menneske som i dag føles som et familiemedlem. Jeg satte ikke nok pris på dig mens tid var, spurgte ikke altid hvordan du havde det. Det var jo dig der var psykologen og ikke mig. Jeg lod din titel stå i vejen for almindelig menneskelighed. For at vise oprigtig interesse. Sessionerne var jo ikke gratis og over de år jeg kendte dig, fyldte det sideløbende med terapien. Selvom jeg vidste at det du gav mig ikke kunne måles i penge.

Jeg ved det var dit job at få mig til at føle mig set, anerkendt, forstået og holdt af. Men jeg følte det aldrig på den måde. Følte det som om du var en forælder. En forælder der hvor der nogle gange manglede en.

Hvis familiefølelsen og fællesskabet var flakkende i min hverdag, kunne du dække mit behov for samhørighed på en time. Jeg ved det er en psykologs job. At belyse de steder hvor kærligheden er gemt væk, således at de opdages indefra. Men du holdt rummet så fint, du gjorde det muligt.

Du var en mand af få ord. Nogle gange foregik vores afsked nærmest med et lille buk og et lavmælt mumlende farvel eller hav det godt. Men det lille buk med dit hoved føltes som tusinde kærlighedspile i min retning.

Jeg holdt af dig som en ekstra far eller onkel. Ønskede altid at du var en del af min familie, eller at jeg var en del af din.

Jeg ved godt jeg i så fald havde set et mere helt menneske. Et menneske som måske ikke af egen fri vilje ville sidde og lytte til mine problemer. Et menneske som måske ikke altid kunne rumme. For det er jo sådan det er at være menneske. Men den side så jeg aldrig.

Du var der for mig før jeg blev gravid, under min graviditet og efter mit moderskab havde taget form. Det føles som om ingen kender mig så godt som dig. Du var et kærligt vidne til min historie, til de dejligste og hårdeste år i mit liv. Om end ingen ved hvad fremtiden bringer.

Jeg er endnu ikke klar over hvordan jeg skal udfylde det tomrum. Ved ikke hvordan området ved havnen og dit hjem på Fjordvej igen skal blive et sted jeg finder fred. Dit gule slidte hus og dit lille værelse. Det værelse samtalerne foregik i. Det værelse hvor du altid skænkede te. Hvor gamle bøger tyngede hylderne og hvor fuglene fløjtede udenfor vinduet.

En dag i december skrev du til mig at sygdom havde sneget sig ind på livet af dig. Du skrev at der var gode behandlingsmuligheder og at du ville vende tilbage med en status efter påbegyndt kemo. I marts skrev du til mig at i din familie havde besluttet at sætte alt på pause og at du skulle hellige dig din behandling. Du skrev at du ville give en status i august. Men den kom aldrig.

Et familiemedlem som også kendte dig, fortalte mig i starten af sommeren at du var meget medtaget af behandlingen og havde brug for støtte til at gå. Jeg blev ked af det, men der var ingen klokker der ringede. Du havde jo sagt der var gode behandlingsmuligheder.

Sommeren gik og jeg ønskede at sende dig blomster og skrive igen. Men jeg vidste jo at du skulle komme dig og selv ville give besked når du kunne sige mere. Jeg havde aldrig forestillet mig at beskeden ikke kom fordi du var for syg. Fordi du ikke længere havde kræfter til at sende en sms.

I lørdags modtog jeg en besked om at du var død, om torsdagen. Et par dage forinden havde du dikteret en besked til en nær relation for at tage afsked, en besked hvori du bad ham hilse mig. Jeg ville ønske jeg kunne have nået at sende dig en besked, at tage afsked. At sige farvel. Der er så meget jeg gerne ville takke dig for. Mest af alt vil jeg takke dig for kærligheden, den du viste og den du fik mig til at føle.

Jeg vil aldrig glemme dig.

Tak for alt.

Kærlig hilsen Isa