Når døden læner sig ind i livet..

Det første jeg gjorde når jeg var landet i Kathmandu, var altid at skynde mig afsted til Pashupatinath, ligbrændingspladsen. Jeg elskede at sidde og indånde røgen fra de mange bål. Det føltes som en genvej til at mærke livet. At jeg levede.. og at jeg skulle herfra en dag. På en måde forvandledes dette ritual over tid til et perspektiv i mit liv.

Hvis døden var i mine tanker fra tid til anden, var det nemmere at være i og nyde livet.

Et menneskeliv er kort, og ofte uden retning.

Under et uddannelsesforløb blev jeg engang bedt om at skrive hvad det allervigtigste var for mig. En øvelse jeg håber over tid vil blive til et dagligt spørgsmål. Måske du også tænker over hvad det allervigtigste egentlig er? Det synes at være et ret afgørende spørgsmål, måske det vigtigste af dem alle.

Dengang jeg blev stillet opgaven svarede jeg således....

Først og fremmest ønsker jeg at denne opgave planter reelle frø i mit liv og ikke forbliver et dokument.

Jeg ønsker at de ting jeg mærker virker kommer til at fylde mere.

At jeg selv kan blive en manifestation af de kærlige beslutningsønsker jeg kan tænke mig til, men som ikke altid kommer naturligt.

At jeg vil blive bedre til at passe den jord, der gør at disse kvaliteter naturligt springer frem. Dette betyder bla. at jeg vil blive bedre til at undersøge sammenhænge mellem mit sind og mine handlinger og tanker - kigge efter. Trække mig lidt tilbage fra ’mig selv’, da udsigten herfra er ret snæver.

At anerkende rummelighed ikke bare som en kvalitet ved mit sind og hjerte men også i forhold ikke at dømme mig selv eller andre, for at den nogen gange ikke kan mærkes, og at alt kan føles for trangt.

At jeg bliver bedre til at være tilstede og til rådighed for andre - oftere spørge mig selv om jeg virkelig har den anden på sinde.

Jeg ønsker at jeg vil kunne vise min kærlighed i det omfang min søn får brug for, når han skal være i verden uden sin far.

Min søns liv i min mave fylder mig med en følelse af ubetinget kærlighed som jeg ønsker at jeg også må have overfor alle andre, både dem jeg har nær og dem jeg holder på afstand, eller endnu ikke kender.

Jeg vil gerne blive bedre til at give plads og opmærksomhed til når dette sker, og hvordan det føles. Forhåbentligt kan det blive en hjerteappel til at være mere kærlig og fri, af det der gør at jeg og andre konstant vikles ind i nyt spind.