• Admin

Rangjung Yeshe - Et sted der bor i mit hjerte..



Der findes et sted hvor mit hjerte slår lidt hurtigere. Hvor kærlighed blæser hen over markerne og æbletræerne gror vildt. Det er snart længe siden jeg første gang satte mine ben på Gomde. Et sted langt væk fra den københavnske vestegn, på et fjernt Helgenæs. Mens jeg sidder og skal formulere hvad det egentlig er for et sted, bliver jeg rørt. Sådan er det ofte når mine tanker længes efter Mols, hvor åndeligheden smyger sig mellem bakker og buddhaer. Jeg bliver overvældet af en følelse af ydmyghed.


Jeg husker tydeligt mit første møde med Gomde, sanghaen (de mennesker som kom på stedet) og dets lærere. Det var sommeren 2015. Min onkel havde gennem mange år med mellemrum nævnt Gomde for mig. Jeg havde lyst til at besøge stedet, men det endte alligevel med at der gik flere år. Jeg var ikke parat før jeg så en dag var det.


Stedets hoved underviser, den tibetanske lærer Chokyi Nyima Rinpoche skulle undervise i sindets natur. Jeg havde forinden mit Gomde besøg, brugt flere år i Center for Visdom og Medfølelse i København. Så på en måde følte jeg at jeg var bekendt med den buddhistiske lærdom jeg nu skulle møde. Men jeg tog fejl.




Godt nok havde jeg en intellektuel forståelse af hvad praksissen gik ud på og betød, men en egentlig erfaringsbaseret praksis kunne jeg ikke prale med. Jeg havde selvfølgelig siddet på en min pude og reciteret og mediteret. Men hvad gavnede det egentlig?

Min pligt pude som jeg kaldte den inden i mig selv. Sådan føltes mine første dage på Gomde på en måde også, som en slags pligt. En karmisk pligt, første kapitel i ’lær at være et venligt menneske’. Hvis bare jeg lyttede om end ikke forstod, så ville det nok komme før eller siden. Det der fred og ro, måske nirvana eller oplysning. Jeg dyrkede jo også yoga, så mon ikke det kunne hjælpe mig lidt derhen af.


Jeg fulgte slavisk undervisningen på det kursus jeg havde tilmeldt mig. Jeg lyttede og lyttede indtil mine ører var ved at falde af og mine øjne smeltede sammen. I virkeligheden lærte jeg nok mere om medfølelse ved at være sammen med de mennesker der var på stedet, end ved at sidde til undervisningen.


Sådan var det indtil den dag jeg skulle derfra. Jeg var nødt til at rejse afsted tidligt og kunne derfor ikke være med til afslutningsceremonien. Min fætter skulle giftes og hele familien skulle til fest. Den kvinde som oversatte for Rinpoche spurgte i farten om jeg ikke havde lyst at sige farvel til Rinpoche i hans værelse. Jeg vidste ikke helt hvad det indebar men gik tøvende op ad trapperne med min donationskonvolut i hånden, sådan som det er skik i tibetansk buddhisme, efter at have modtaget belæringer fra en oplyst mester.



Rinpoche vinkede mig ind med hånden. På trappen havde jeg nået at tænke over hvorvidt jeg skulle sidde eller stå i rummet. Alle på stedet og rundt omkring i verden behandlede Rinpoche med den største respekt, buk, og foldede namaste hænder.

Da jeg først kom ind i det lille mørke kammer, følte jeg det dog helt naturlig at sætte mig på knæ foran ham. Han lagde en hånd på mit hoved, stillede et par spørgsmål og gav mig et lille hæfte. Det hele varede måske 5 minutter. Jeg vidste at der var mange som ønskede tid med Rinpoche og ville ikke trænge mig på.


Da jeg gik derfra, så jeg gårdspladsen gennem et slør af vand, mine øjne var våde af glæde. Jeg havde en følelse af at det menneske jeg lige havde siddet foran, var en manifestation af kærlighed. Jeg følte mig elsket. Ubetinget. Følte at han ville have vækket den følelse i alle og enhver. Som om der intet skel var mellem ham og andet levende.




På trods af et kort møde med Rinpoche, vendte det på mange måder op og ned på min verden. Buddhisme havde tidligere sat sit præg, og rystet mig med læren om impermanens, altings illusoriske væsen mm. Men indtil den dag i juli havde medfølelsen ikke været omdrejningspunktet. Efter mit Gomde besøg stod det pludselig klart for mig at den lærdom buddha videregav, kunne menneskeliggøres. Rinpoche var et klart billede på at begreber som medfølelse og kærlighed kunne inderliggøres..


Jeg kom ind med toget på Skanderborg station hvor min familie ventede i bil, vi skulle direkte til bryllup. Min mor spurgte hvordan det var gået. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Jeg mumlede at det var gået godt, men at jeg gerne ville være blevet til anden del af forløbet. Hun svarede at det var der ikke noget at gøre ved, nu skulle vi jo til bryllup. Det vidste jeg godt, jeg var jo et voksent menneske, havde selv sagt ja til brylluppet. Jeg sank og fæstnede mit blik et sted i horisonten gennem ruden. Mine øjne flød over. Det dryppede på min orange kjole. Heldigvis spillede musikken og det blev ved det.


Jeg var lykkelig og ulykkelig på samme tid. Mit liv ville ikke blive det samme igen, intet havde nogensinde stået mere klart for mig. Mine tanker vandrede til nattehimlen over Bethlehem og julestjernen. Det blev nu tydeligt at min ledestjerne skulle være kærlighed – jeg ville aldrig lade den ude af syne. Jeg ville bruge resten af mit liv på at øve mig i at være fri – og jeg vidste nu at vejen dertil gik gennem kærligheden. Uden dens vinger ville friheden aldrig være i stand til at lette...




61 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle