Træets element i Yin Yoga - Ronja Røverdatter og forårets energi..
Opdateret: 23. mar. 2021

Kære Træ...
Efter en noget speciel vinter for mange af os, synes foråret endelig at titte frem. Til årstiden knytter sig et bestemt element, nemlig træet. I Yin Yoga betragtes året som værende inddelt i 5 forskellige elementer.
Ligesom der over en dag synes at være en naturlig rytme vi følger, kunne vi også tale om en rytme i forhold til året. En cyklus af bevægelse i naturen som gør at vi eksempelvis er mere indadvendte om vinteren. Vi har ofte lyst til at putte os mere og sove længere.
I yin yoga giver det for mig at se rigtig god mening at understøtte denne balance, både i valg af stillinger og visualiseringer. Eksempelvis vil det give mening at arbejde med nogle af de mere indadvendte stillinger i den mørke tid, hvor hjerteåbninger og bagoverbøjninger høre den lyse tid til.
Årets fem elementer udgøres af
Ild - sommer Jord - sensommer Metal - efterår Vand - vinter Træ forår

Til træets element hører en rodfæstning i fortiden. Det står rank i nuet mens kronens grene strækker sig mod fremtiden. Til hvert element er knyttet forskellige organer. De organer, der knytter sig til træ-elementet er lever og galdeblære. Hvis leveren ikke fungerer optimalt, har man indenfor den kinesisk medicinske sfære, opfattet det som afgørende for evnen til at planlægge. Man kunne også sige at der er en ubalance i leverens meridianbane. At den energi (Qi) som skal flyde i meridianen, er blokeret.
Leveren er afhængig af galdeblæren, som kan opfattes som en slags beslutningstager – En beslutningstager der omsætter leverens udtryk, således at det manifesterer sig i kroppen. Hvis galdeblærens funktion er nedsat, antages det derfor at vi kan opleve ubeslutsomhed og manglende koordineringsevne. En slags flyvskhed..
Den følelse som er knyttet til træets element, er vrede. Vreden kan både indfinde sig af positiv karakter, som fødselshjælper for det kreative, samt evnen til at sætte grænser og sige fra. Vreden kan dog også indfinde sig som en negativ størrelse, dette gælder særlig hvis den ligger og ulmer på et mere subtilt plan. Følelsen skal helst ikke være vedvarende, men have afløb. Her kan skovens træer fint bruges til eksempelvis at sætte lyd på følelsen. Måske du husker Ronja Røverdatters forårsskrig i skoven?
Når vi vender blikket mod foråret og læner os ind i den energi det bringer, er der stor sandsynlighed for at vores fokus på drømme, visioner og kreativitet gror. Til forårstiden hører dog også ofte vind og blæst. Når disse, samt livets hvirvelvinde rusker i uforudsigelige retninger, synes det afgørende at lade opmærksomheden hvile ved træets rødder. De bøjelige, smidige grene og den ranke stamme, som sagtens kan krumme og svaje i vinden uden af brække.

En yin yoga praksis i foråret giver det derfor god mening at starte om morgenen. Ligesom et lille frø der spirer og skyder i vejret i sin spæde begyndelse, men senere vokser sig stort til et træ. Tidligt om morgenen er selv solens stråler spæde.
Måske giver det mening for dig at forestille dig et grønt træ i starten af din praksis. Du kan eventuelt tillade den grønne farve at lægge sig, som skovbund eller et tæppe hen over dig i dine stræk. Det kan også være det føles rart at bruge farven i din vejrtrækning, således at du indånder grønt lys og udånder samme farve.. Eller lader åndedrættet guides af farven på anden vis.
En oplagt stilling i denne tid kunne være frøens stilling. Den følelse der knytter sig til forårets element, var som nævnt vreden, og vreden er netop forbundet med vores inderlår. Frøens stilling er et intenst inderlårsstræk. Hvis du ikke er vant til yin yoga kan du prøve dig lidt frem med udgangspunkt i billedet.

Vores kroppe er forskellige så det kan være du skal have mere eller mindre afstand mellem knæene. Tæerne kan pege udad, nedad eller indad som en bred udgave af barnets stilling. Herfra kan du langsomt sænke panden på håndryggene, eller i underlaget. Hvis du føler der er langt til gulvet kan du vælge at bruge en blok under panden.
Hvad end der måtte opstå se om du kan lade det slippe i en udånding. Brug evt. din indånding til at justere stillingen og din udånding til at give slip. Vær opmærksom på at give slip omkring hofte og hoftebøjer. Tillad hjertet og området omkring solarplexus at smelte mod underlaget, mod forårets muld. Lig mærke til hvordan vekselvirkningen mellem ind og udånding bliver en bevægelse mellem sammentrækning og udvidelse. Fangenskab og frihed.
Måske har du lyst at lade dit hjerte slå i retning af jorden, og de mange spirer som baner sig vej mod dig og mod varmen og lyset. Hvis du mærker vrede, bitterhed og skuffelse rejse sig, se om du kan lade dem fare, som bølger på havet. Ikke som noget andet fra havet selv, men som krusninger i overfladen. Den følelse af vrede der kan opstå i frøens stilling, kan nogle gange både mærkes udvendigt og indvendigt – som en stressende uro og sitren. Se om du kan lade dit given slip forplante sig, som ringe i vandet. Indtil det allerinderste. Lad det blive blød og afspændt. Lad det være uden afgræsning og forbehold. Frit og åbent som en vild skovbund.
Måske kan du ligefrem mærke jordens hjerteslag nærme sig dit?