Meditation - En træning i medmenneskelighed..
Min lærer, den tibetansk buddhistiske oversætter og underviser Erik Pema Kunsang, har ofte omtalt meditationspraksis som en træning i det at være menneske. At være menneske med alt hvad det indebærer.
På en måde kunne man anskue det som en forestilling på et lærred. Ikke et ydre lærred men et indre. En forestilling som handler om at blive klar over. Blive klar over hvad der egentlig foregår i indeni.
At blive klar over hvad der foregår, kunne siges at være det første skridt. Hvis vi ønsker at opnå en følelse af at være den bedste udgave af os selv, er vi nødt til at blive klar over hvad det er, der nogle gange forhindrer dette.
Ofte føles det bedre at kigge væk hvis noget ikke opleves som rart. Vi lades måske endda som om det ikke eksisterer. Fortrænger eller parkerer det til et senere tidspunkt. Dog trækker vi det med os rundt i al vores væren og gøren som en tung sæk kartofler. Kartofler som har ligget for længe, og som efterlader en ubehagelig lugt i vores møder med verden og hinanden.
På den måde oplever vi ikke dagligdagen som en ren ny farve på paletten, men som en farve der blander sig med den grundfarve vi har valgt at slæbe rundt på. Vi kunne også sige der sker en forvrængning. Vi har ikke overblikket.
Sådan er størstedelen af tiden for mange af os. Vi bevæger os rundt i frøperspektiv og glemmer at lette, ved ikke hvordan. Men ikke før vi har fuglens perspektiv kan vi få et overblik.
Meditation kan netop anskues som en øvelse i at opdage alt dette. At opdage hvor meget der egentlig foregår i vores sind, alt sammen pure opspind. Spundet af ingen andre end os selv. I det øjeblik vi vender opmærksomheden mod dette, har vi mulighed for at få en fornemmelse af det rum, det hele opstår i. Nemlig bevidsthedens rum. Et rum uden afgrænsning, ligesom hjertet og universet. Et rum hvor det onde og gode er i konstant bevægelse, hvor en enkelt følelse kan føles som identisk med en selv. Også selvom det ikke er tilfældet. Selvom følelser kommer og går, som tanker. Ligesom skyer på himlen og som bølger på havet.
Jo bedre vi bliver til at opdage denne rummelighed, des mere rummelige bliver vi. Måske vi nogle gange glemmer udtrykkets betydning? Rummeligheden er dog ikke forbeholdt bevidstheden, men gælder også hjertet. Ofte tillader vi ikke denne rummelighed. Vi lader vores hjerte være lukket. Forbeholdt de få, måske familie, venner og dem vi kan identificere os med. Jeg kender det selv.
Hjertet kan dog rumme meget mere end det. Også her er der plads som i himmelrummet. Plads til alle og enhver, uden undtagelse. Selv dem vi ikke bryder os om. Også i dem er der potentialet til at være kærlige og venlige. Og måske de allerede er det?
I undervisning har jeg altid været begejstret for fuglemetaforen, som ofte bruges i relation til buddhisme, meditation og mindfulness. Metaforen handler lidt forsimplet om at den ene vinge repræsenterer visdom og indsigt og at den anden repræsenterer kærlighed. Bevidstheden og hjertets rum skal begge folde sig ud hvis fuglen skal være i stand til at lette.
I virkeligheden kan emnet anskues ud fra et buddhistisk men også ud fra et almenmenneskeligt perspektiv. Jo større kendskab vi har til vores egne tendenser, tilbøjeligheder og vanemønstre, des nemmere vil det være at undgå at disse styrer vores liv. Styrer det i en sådan retning at vi skader og sårer dem på vores vej.
Med udgangspunkt i Buddhas lære kunne vi sige at erfaringen altid er det mest troværdige bevis på om noget giver mening. At træne i meditation bør derfor være erfaringsbaseret. På samme måde kunne man sige at det for de fleste af os er let at erfare, at vi som levende væsner deler samme glæder og sorger. At vi grundlæggende ønsker det samme og frygter det samme. Derfor giver det særlig god mening at øve sig i at være menneske, gennem meditation. At kultivere menneskelighed og medmenneskelig.
Vi kender udmærket det at møde andres vrede, skuffelse, jalousi mm. Vi bliver kede af det, føler os ikke anerkendte eller hvad end problematikken måtte være. Men når vi selv er vrede, skælder ud eller lignende ringer der ikke altid en klokke. Ja nogle gange bliver vi måske så opslugt af en følelse at vi først kan se omridset af tordenskyen, når uvejret er drevet over.
Derfor synes det så vigtig at vores briller er pudsede, så vi ikke oplever verden gennem et slør af stress og afmagt. Men at vi derimod bliver i stand til at se, at vores fjendes tendenser er vores egne tendenser. Der er ingen forskel. Modgiften mod dette er netop medfølelse. Ikke retfærdiggørelse af den ene eller andet handling, men medfølelse. Medfølelse fordi den anden styres af de samme drifter som os selv. Vi kender det allerede fra eget sind og krop. Vores vinde blæser i samme retning.
Jo mindre vi behøver at lade os rive med af det ene eller andet, des mere plads bliver der til en form for autentisk tilstedeværelse, en væren der smitter. Ikke som et virus, men som en omfavnelse mellem hjerter.
På den måde kan meditation skabe en transparens mellem os selv og andre. En gennemsigtighed, hvor det at være menneske ikke længere er begrænset til eget liv, men derimod til alle liv. Hvor vi ikke længere bærer få i vores hjerter, men alle og enhver. Som et vedhæng vi med varme og åbenhed dagligt kan rette opmærksomheden mod.
