Mellem safran og sadhuer - Et sted i Indien..

Ganga Ganga.. Ganga Ganga Ganga.. Gudinden for Ganges Flodens navn genlyder overalt. Lyden bliver langsomt højere mens vi bevæger os gennem vandet. Inde ved trapperne kan vi nu se drengene som forsøger at lokke folk til at købe deres flasker. Flasker med grumset vand fra Ganges floden.. Helligt ganges vand. I går flød et halvbrændt lig forbi os i samme vand.. Det er ikke alle der har råd til en hel afbrænding.

Som så mange gange før befinder jeg mig i Indien, nogle gange fysisk, andre gange om natten eller i mine dagdrømmerier. Jeg savner hende altid.

Særlig betydning synes Indien at have for mange som er optaget af yoga, mig selv inklusiv. Mine tanker kredser om hvordan yogaen helt præcist blev bragt hertil gennem den indiske fødselskanal. Jeg kender de historiske fortællinger og traditionens omskrivninger. Men min grundlæggende følelse er egentlig at det altid har været sådan. At yoga og meditation, som på en måde udspringer af samme kilde, er en grundvene i det indiske hjerte. Som om det pumpes ud gennem de indiske årer til resten af kloden. Som om hvert et lille støvkorn på subkontinentet er en genfødsel af den ånd praksissen er opstået af.

Første gang jeg oplevede følelsen af de yogiske genfødsler, var i Varanasi.. Eller Benares som byen også kaldes. Verdens ældste by, ældre end historien selv. Sådan lærte jeg at sige til turisterne når vi ankom i bussen. Jeg vidste egentlig ikke om jeg løj, men jeg havde lært det af en anden rejseleder og det føltes sandt. Alt hvad jeg skulle i denne by de næste år var at besøge ligbrændingspladserne med mine gæster. Fortælle dem hvor mange lig der hver dag blev til aske og hvorfor visse knogler skulle slås i stykker under brændingen. Jeg var 22 år dengang..

På en måde blev mine ture til Varanasi en livsvigtig lærdom i forgængelighed. Men det blev også fundamentet for at forstå det yogiske konglomerat. Yoga er ikke en ensidig størrelse. At anskue kroppen som et hylster og sindet som en anden sfære kunne måske siges at være et grundlæggende princip. Men hvordan det tolkes og forvaltes findes der mange bud på.

Min egen interesse bevægede sig ofte i retning af Aghori sadhuerne, en bestemt gruppe hellige hindumænd, som kontemplerede ved ligbålene, mens de ventede på rester af menneskekød som kunne fortærres. Ikke nok med at kroppen i mange yogiers øjne skal tæmmes gennem hårde og smertefulde yogastillinger for at frigøre sindet, så spiser Aghorierne tilmed fordærvet menneskekød. Kødet spises for at det virkelig kan synke ind at kroppen udelukkende er til låns. På den måde kan sindet trænes i en adskillelse fra kroppen. Ligesom yogier, der påfører dem selv smerte ved at hænge i træer i pinefulde asanas (stillinger) flere timer i træk.

I Varanasi boblen fik jeg en stærk indsprøjtning af liv og død i en nøddeskal. For mig blev det en oplevelse af at yoga netop handlede om denne adskillelse. En adskillelse mellem krop og sind. For at separationen virkelig kan manifestere sig synes det afgørende at have døden og forgængeligheden in mente.

Ved gang på gang at blive mindet om at vores krop før eller siden ender som den jeg så ofte har set på ligbålene, blev noget på en måde lidt nemmere i min yogapraksis. Det som førhen føltes smertefuldt, fik en ny form for værdi. Det behøvede ikke have værdi i sig selv at det gjorde ondt, men jeg tilskrev det en værdi at turde blive i det. At være med det. At vide min krop ikke er identisk med min bevidsthed. Jeg er ikke min krop. Men jeg bruger den på bedste vis så længe det er muligt i dette liv. Som et tempel for praksis.

Jeg sad ofte længe på trapperne ved Ganges. Hvad jeg tænkte ved jeg ikke. Solen stod op og gik ned, indiske kvinder vaskede tøj, mændene tog rituelle bade og børnene dykkede efter guldtænder mm. fra ligbålene. Der var ofte en tyk røg fra ild, røgelse og lort. Efter få besøg ænsede jeg den ikke mere.

Længere henne på trappen sad en kvinde fra et hospice i byen. Som så mange andre ældre indere var hun taget til Varanasi for at dø. De siger at antallet af genfødsler reduceres her, hvis du bliver brændt på Manikarnika Ghat. En af de mest hellige kremeringsgrunde i Indien. Nogen siger sågar at genfødslernes kredsløb stoppes helt og at udfrielsen (Moksha) nås. Måske passer det, måske ikke. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at tjekke efter.

Efter lidt tid rejser kvinden sig med sin tøjbylt. Hun går i retning af det hospice hun overnatter på. Jeg har besøgt hende der. Lige nu er der bare hende og få andre. De sover sammen på gulvet, i hjørnet sover en bundet ko. Jeg tror dog ikke koen venter på at dø. Men det er ikke til at vide. I den her by synes det hellige at fylde luften til bristepunktet, der er vendt op og ned på helligt og profant.

Hver en duft og lyd synes at stamme fra Shiva. Byen kaldes også Shivas by. De dødes gud. Hans tilbedende sadhuer er smurt ind i aske fra bålene. Som en måde at nærme sig døden på. De sidder også her på trapperne… Duften af Indien sitrer i den varme luft.

En lille mand sælger safran i en bod i ved siden af. Hans varer kommer ligesom jeg selv ikke herfra. Det er kommet hertil fra Jammu Kashmir i nord. Jeg er egentlig ligeglad, jeg har bare lyst til at smøre mig ind i det orange pulver.

Der chantes et sted i nærheden. Om Namah Shivaya, Om Namah Shi..