• Admin

Pandemien og andre eksistenspiner...

Opdateret: 26. mar. 2021



I denne weekend lyser lygterne op.. Nytåret fejres i den tibetanske buddhisme – en tradition der kaldes Losar. Der synes ikke at være mange andre steder med lys og farver lige nu.


Tværtimod synes der at have lagt sig et lag af støv. Måske snarere aske, dalet fra et menneskeskabt ligbål. Selv oplever jeg det som om det filter, jeg ser verden i gennem, har antaget grålige nuancer. Covid 19 nuancer…

Grundtonen i vores normale liv, synes ude af syne.


I buddhismen taler man om begrebet Dukkha, som dækker over en slags grundlæggende pine, vi alle bærer rundt på. Grundlaget for dette er at vi ikke anerkender virkeligheden som den er. Selv vælger jeg alt for ofte at stole blindt på det tilsyneladende, trods en underliggende følelse af at bedrage mig selv. Denne eksistenspine oplever jeg som det vakuum det er, at befinde sig mellem det tilsyneladende og det jeg ved med sikkerhed (eksempelvis at alting, der er opstået vil forgå).


At vide jeg bruger tid på noget der skal ophøre, uden at ville anerkende det, det gør ondt. At vide at en pandemi fylder i min bevidsthed, og skygger for glæde og kærlighed, det gør ondt. Men også denne pandemi skal forandres og forgå, ligesom den verden indtog.


Mest smerteligt synes det dog når dukkha viser sig som en kollektiv sindstilstand - så er det svært at få fat i betinget opståen. Derfor kommer tilstanden til at synes som om den vil vare evigt, i stedet for blot som en følelse, af at opstå og forgå. På samme måde kommer verden som den præsenterer sig her og nu, til at føles som en bleg udgave af sig selv. En udgave uden ophør…




Andre ord for Dukkha kunne være ubehag, indre uro, en følelse af, at der er noget galt eksistentielt, at være hindret i det ene eller det andet, og for mig selv – en tendens til at stræbe efter at kunne rumme dette - for så alligevel at dedikere opgaven til næste øjeblik eller dagen i morgen.


Når jeg træner i at give slip og anerkende det nuværende øjeblik, sker der et ophør af min sædvanlige skelnen, mellem behag og ubehag - det jeg har lyst til og det jeg ikke har lyst til. Samtid skabes der mere frihed omkring hjertet, hvilket føles som en større samhørighedsfølelse, der gror. En følelse som ofte får sat en kæp i dukkha – hjulet. Den endimensionelle måde at se tingene på bliver pludselig bredt ud, og pandemiens tunnelsyn slippes for en stund. Følelsen kan nok bedst beskrives som udvidelse, hvor den for Dukkha, er sammentrækning.


Sådan oplever jeg det.


I dag er der spor i sneen foran mit vindue. Pandemiens fodspor. Spor fra mennesker som ikke har andet at tage sig til end at gå. Min Covid kikkert ligger fremme og jeg får lyst til at tage den op - studere de gående, som forsøger at få tiden til at gå.. ligesom jeg.. selv gider jeg ikke i dag. Der er jo en pandemi på spil så det hele føles ligemeget…


Og dog… det mærkes som om en lille eksotisk fugl har slået sig ned i mit bryst. Den tilhører arten Corona. En sjælden art, som har hele verden som yngleplads. Den kommer fra et land hvor foranderlighed og frihed produceres i massevis… pumpet ud i klodens vener, forklædt som et virus. Et kaosskabende virus.. Et kaos, der altid erstattes, af kosmos - som bevægelsen mellem ind og udånding. Et kaos der skaber energi i en verden, der ellers ville falde i dvale. Som mødet mellem Yin og Yang – kulde og varme.



Måske det denne gang er hjertet, der skal danne grundlaget for en ny kosmologi?


Der runger et ekko i mig. Et ekko af ønsket om indsigt og dybfølt kærlighed. Pandemiens vingeslag synes at tale et tydeligt sprog, men budskabet trænger ikke igennem. Mine ører vil ikke opfatte lydene..


Først nu, hvor der er lidt mere tyst… nu hvor sneen har lagt sig som et frosent hospitalsklæde og vaccinen er kommet. Hvor nattevandringen måske er ved at være forbi. Først nu mærker jeg en længsel efter og glæde, ved den store retræte, vi alle er midt i.




24 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle