Yama og Niyama – Yogiens hjerteslag

”Hold øje med dine tanker; de bliver ord. Hold øje med dine ord; de bliver handlinger. Hold øje med dine handlinger; de bliver vaner. Hold øje med dine vaner; de bliver karakter. Hold øje med din karakter; det bliver din skæbne. ”

– Lao Tzu, kinesisk filosof

For længe siden nedskrev den indiske lærer Patanjali en form for introduktion til klassisk yoga eller Yoga Sutras som værket kaldes. For Patanjali skulle yoga tænkes som evnen til at kontrollere de hvirvelvinde, som opstår i vores sind. Teksten blev en slags anvisning i at leve et liv med praksis. Et etisk kodeks for vores adfærd overfor andre og overfor os selv. Uden dette fundament fører vores færden, i ifølge Patanjali, ingen vegne. Al fysisk yogapraksis (asanas) går tabt. Yama og Niyama danner grundlaget for at et mere subtilt arbejde med os selv, kan finde sted.

Nedenstående er udelukkende min egen tolkning af begreberne, relateret til mit liv. Ligesom så mange andre gennem tiden har kontempleret over meningen med disse anvisninger, vil jeg gøre et forsøg.

YAMA og NIYAMA – to sider af samme sag… Begreberne udgør de to første af Patanjalis sutraer om vejen til vågenhed, afklaring og lykke.

YAMA kan tænkes som en slags retningslinjer for, hvordan jeg skal opføre mig i mit liv, overfor mine medmennesker, meddyr og naturen. Yama beskriver de ting vi bør undgå. Den første rettesnor er Ahimsa.

Ahimsa – ikke vold Et begreb der for mig har udviklet sig igennem årene. Fra at være et kapitel i den indiske historie, noget der lød godt at sige, som en forlængelse af Gandhis fodspor – til at blive et mere forfinet og uhåndgribeligt begreb. For mig er Ahimsa ikke en arbejdsmetode, men et ønske og et sigte, der vokser i mig hver dag. Jeg mærker at jeg bliver bedre til at stoppe mig selv når mine behov tager over, om end der er tale om små skridt. Måske så små at ingen andre kan se dem.

Begrebet fik under min yogalæreruddannelse, tilføjet endnu en dimension. Da vi arbejdede med Ahimsa, havde jeg en drøm om et menneske der sårede mig. Jeg vågnede op samme nat med et billede at to yogi tændstikmænd – de så sådan ud

Den ene figur mærkede smerte i hjertet der hvor pilen/ oplevelsen ramte – den anden figur var nærmest transparent og ubehageligheden bevægede sig igennem hjertet og ud, uden ubehag. Jeg kunne tydeligt mærke begge tændstikmænd da jeg vågnede op.

Ahimsa er for mig relateret til min opfattelse af et selv, tanken om at ”den her” er blevet såret af ”den der”. Indre vold er, som jeg ser det, altid mere smertefuld end ydre vold. Både den jeg udøver på mig selv og den jeg udøver på andre.

Satya – små usandheder Satya handler for mig om hvordan selv de mindste urenheder forurener det virkelige billede af tingenes tilstand. Oftest ender selv en lille løgn, over- eller underdrivelse, med at blive en slags indre vold og ubehag hos mig selv.

Asteya - ikke at stjæle eller tage noget som ikke er givet Et begreb jeg gennem min yinrejse begyndte at øve mig mere på. Ikke at stjæle andres glæde, eller det nærvær jeg kan tilbyde dem ved at være der. Ved at lytte med hjertet, i stedet for at tænke på hvad jeg vil sige eller drage paralleller til mit eget liv. Jeg ville gerne kunne lytte, virkelig lytte, leve mig ind i, og være vidne, på den måde jeg ønsker og håber andre er for mig. Der udspiller sig dog ofte en masse sideløbende på mit indre lærred, som en indre kommentator der har bemærkninger til det jeg hører. Er det kedeligt? Hvor gammel er personen mon? Hvad skal jeg have at spise? Hvornår kører mit tog osv.

Jeg ønsker at kunne give fuldstændig slip. Give slip så jeg ikke stjæler det nuværende øjeblik og den imødekommenhed et menneske der fortæller, fortjener.

Bramacharya - mådehold Afholdenhed er noget jeg de sidste par år har oplevet som tiltrækkende. På en måde har jeg følt en slags lede ved den energi jeg føler det kræver at være bundet i både kærligheds- og erotisk relation, søge lækker mad, svælge i underholdning mm. Jeg føler mig mere ren som menneske og mere naturligt tilstede når disse elementer fylder mindre, eller fylder på en anden måde. Mådehold er blevet en måde hvorpå jeg kan holde mig så fri af forstyrrende blæst som muligt.

Når jeg er allermest afholdende oplever jeg en stærkere praksis og mit ønske om at træde i Buddhas fodspor får lov til at vokse. Overfloden kommer til at ligge som et filter eller slør mellem mig og andre. Nogen gange i en grad hvor jeg føler mig som en larve, låst i en puppe af mit eget hedonistiske spind. Som om jeg er klar over at den sande natur er ”at blive til en sommerfugl” (blot et billede), men at det for svært at slippe ud af puppen.

Aparigraha – ikke gribe (nongrasping) Noget jeg forsøger at reflektere over hver dag. Jeg forsøger at skille mig af med ting jeg ikke bruger, slippe binding til minder og affektionsværdi. Jeg forsøger at tænke en fremmed eller fjende som lige så dyrebar som min familie eller andre tæt på. Jeg forsøger at tænke på døden mindst en gang om dagen, for at bryde min forestilling om at livet og mange andre ting er permanente.

NIYAMA er måden hvorpå jeg forholder mig til mig selv i min egen praksis – eksempelvis relateret til kultivering af indre og ydre renlighed. En slags selvdisciplin, hvor man tager sit liv alvorligt. Vi kunne sige at Niyama dækker over de ting den enkelte skal fremme, gøre mere af i sit liv.

Sauca – renhed Et begreb som har manifesteret sig i mit liv, men uden at jeg har forholdt mig rigtig til det. Først da vi gennemgik begrebet på yogauddannelsen fik jeg en stærk fornemmelse af at mit meditationssted i min lejlighed skulle holdes mere ”rent”, som en form for indre renselse. Eksempelvis ved at bruge røgelse som fysisk renselse af et rum, men også som indre renselse ved fx at tilføje en intention eller et sigte med dette. Det kunne være visualiseringen om røgelsen som noget, der renser mit hjerte og alle andres.

Santosha – tilfredshed Santosha fylder meget i mit liv på. For nogle år siden skulle jeg starte i praktik hos en forsker, i Indologi. At få forskning og Indien på mit CV passede til den faglige profil jeg ønskede. Natten inden jeg skulle starte, vågnede jeg panikslagen over tanken om at bruge mit liv på forskning, når der var dyr der led her og nu. Derfor ringede jeg næste morgen og meldte fra, ringede derefter til Anima og spurgte om jeg kunne starte hos dem. Det gjorde jeg så.

Fra da af har jeg forsøgt at følge mit hjerte i alle beslutninger, på den måde oplever jeg at være mest tilfreds. Er en beslutning truffet med mit hjerte er det også nemmere for mig at finde tilfredshed med hvad der end måtte komme. Det er jo særlig når noget ikke går min vej, at jeg for alvor får mulighed for at praktisere. At vende gift til medicin. Jeg øver mig grundlæggende i ikke at være utilfreds, da der jo ikke er noget JEG der kan være utilfreds.

Tapas – disciplin Allerede som jeg skriver ordet kan jeg mærke manglen på disciplin. Med nogle ting i mit har jeg meget disciplin og er god til at dedikere mig noget. Og med andre ting kan jeg se at jeg nemt kaster mig ud i nye og mange ting. Jeg kan mærke at yoga og meditation er med til at give mig mere disciplin. Mine præferencer har tendens til at ændre sig, men jeg er i en udviklingsproces i forhold til at tage ansvar. Ansvar for at min realisering ikke kommer dumpende fra en lærer eller bog. Den kræver at jeg sætter mig og øver, at jeg anvender instruktionerne og træner på bedste vis. Træner i at være et venligt og kærligt menneske.

Svadhyaya – selv studier Ser jeg som tæt forbundet til ovenstående. Min yogapraksis ligger også udenfor måtten, både på et ydre og indre plan. Tankerne i yogafilosofien summer i baghovedet i min hverdag. Særligt ønsket om at ændre ”den her” og ikke ”den der”. Yogaen er et redskab i min hverdag til at kigge mere indad. Der er ikke længere noget, der føles som værende udenfor min praksis, som da jeg startede min yogarejse. Grænserne er blevet sløret.

Isvara Pranidhana – overgivelse til noget højere/ større end mig selv Isvara Pranidhana giver for mig mening på to måder. Den ene handler om den gode intention, at den er nok i sig selv og at jeg ikke kan tage ansvar for resultatet. Et eksempel på det dette: jeg kaster et stykke mad til nogle gadehunde (min intention var god) de ender dog med at slås om det og den ene hund bliver bidt. Det er trist, men det er ude af mine hænder. Jeg har forsøgt at plante et frø med venlighed men det er ude af mine hænder om og hvornår det spirer.

Den anden handler om at turde læne mig ind i erkendelsen af at alting er ude af mine hænder, at jeg ikke har kontrol over noget overhovedet. End ikke hvis jeg havde blandet mig i hundenes slagsmål. Så en form for overgivelse til de karmiske vinde og loven om årsag og virkning.. Sådan ser verden ud herfra.

Det går op for mig ved enden af dette skriv at det egentlig var sværere at skrive end ventet. Måske fordi jeg på papir overfor mig selv skal bekræfte mine tanker.. Også dem jeg ønsker var anderledes..