Yoga for planeten - Om bæredygtig spiritualitet..

I 2017 udgav den spirituelle lærer og forfatter Jes Bertelsen en bog med titlen - Dejlig er jorden. Bogen er et essay om global verdensanskuelse. Lidt forenklet kunne man sige at den handler om hvordan global og lokal empati trænes. Emnet er centreret omkring indførelsen af spiritualitet i FNs verdensmål og dermed en anerkendelse af at en del af det at være menneske, er at opleve samhørighed og medfølelse.

Der gives klare instruktioner om hvordan vi kan træne denne globale samhørighed. Et eksempel kunne være at visualisere jorden udefra, biosfæren eller lignende. På den måde kan vores åndedræt smelte sammen med de kredsløb, der findes i naturen og universet.

Bertelsen synes på mange måder at tegne et billede af at vores praksis ikke længere bør være isoleret. Ikke længere være begrænset til vores pude. Vores eget projekt. Men derimod sigte mod et større udfoldelsespotentiale i retning af dem vi deler denne planet med. Men også med planeten selv - Moder Jord. Der er ingen som hende. Hvis vi, hendes børn ikke skal tage vare på hende, hvem skal så?

Yoga, meditation og mindfulness kan i min optik nemt anvendes til netop at rette vores opmærksomhed mod noget større. Således at vi anvender indadvendtheden til udadvendthed. At den indre samhørighedsfølelse vi kan nære, bliver en ydre samhørighedsfølelse. En forbundenhed. Således udvides vores medfølelsescirkel og hele verden inkluderes. Vi kunne sige at vores praksisfællesskab både ville eksistere på et indre og et ydre plan. Det spirituelle rum ville altså udvides.

At anvende jordens mangfoldighed og ressourcer giver rigtig god mening i Yin Yoga. Her har vi særlig i de stillinger, som er forbundet til vores rodchakra, mulighed for at mærke forbindelsen til jordkloden. Når hjertet er tæt på underlaget eller måtten kan vi måske ligefrem mærke hjerteslagene nedefra. Ligeledes kan vi i alle stillinger og stræk få en fornemmelse af at være båret. Båret af moder jord. Sådan som hun har gjort det siden vi første gang plantede vores små fødder i hendes muld.

Ikke en dag er gået uden at hun har været der for os. Grebet os når vi fald, så vi igen kunne rejse os. Ligeledes har hun grebet dem som ikke længere er iblandt os. Dem hvis liv endte i et splitsekund. Som stjerneskud på himlen er de sunket i hendes muld eller brændt til aske på hendes grund.

Når jeg får taget en pause og tænkt på Moder Jord svømmer mine øjne over af taknemmelighed. Hun har givet mig det fundament af kærlighed enhver mor bør give sit barn. Men som barnet med tiden ofte glemmer værdien af den ubetingede kærlighed, glemmer vi mennesker også det vi har fået foræret. Det kender jeg fra mit eget liv. Ligesom en relation skal plejes, skal vores jordklode det også.

For mit eget vedkommende virker det nogle gange overvældende at skulle læne mig ind i mængden af liv på denne planet. Men når jeg gør det, kan jeg mærke at det virker. Der sker noget i mig. Jeg forsvinder nærmest i øvelsen, ophører. I stedet er jeg en del af et større åndedræt, en ind- og udånding som foregår på tværs af kloden, i himlen og i havene. Ridende på vindene gennem skov og krat, gennem ørken og vandløb. Jeg kan næsten mærke stakåndetheden på toppen af verden, hvor en sneleopard bevæger sig i landskabet. Her er luften tynd, men den føles ikke fremmed.

Samhørigheden synes at være en af de vigtigste grundtoner i et menneskeliv. Når vi oplever tab af samhørighed, oplever vi ofte tab af livet selv. Samhørigheden er i mange dele af vores samfund på retræte, erstattet af individualitet. Derfor synes det mere afgørende end nogensinde at vi anvender denne i vores praksis. Ikke kun for vores egen skyld, men for alle og enhver.

Medfølelsens buddha, bodhisattvaen Avalokitesvara er netop kendt for at række sine arme ud efter alle og enhver, med et ønske om at hjælpe. Avalokitesvara lovprises for sin uendelige godhed og sin medlidenhed med alle skabninger. Han afbildes ofte flerarmet, med et øje i hver hånd, så han kan holde øje med alle og enhver og træde til hvor hjælpen er savnet.

Han anses for at være en legemliggørelse af barmhjertighed. Altid på udkig efter nogen der trænger til hjælp. Dem er der mange af på denne planet...

Som Bertelsen siger kan vi kun skabe en bedre verden gennem hjertelighed, empati og venlighed. Uden denne kærlighedserklæring kommer vi ingen vegne, hverken i den indre eller ydre verden. Derfor skal vi ændre vores daglige adfærd og praksis. Men det er ikke nogen let opgave. Ansvarlighed, medfølelse og indlevelse gror ikke på træerne som blade og frugt. Det skal trænes. Kun gennem igen og igen at omfavne jorden udadtil og indadtil kan vi skabe bæredygtig forandring.

Jeg vil øve mig i at være i verden som Avalokitesvara – jeg tror vi er mange der har det på den måde.