• Admin

Yogaens Epicenter - En indre forestilling

Opdateret: 10. apr. 2021


Som barn voksede jeg op med Salvador Dalis tilstedeværelse. Jeg kendte ham ikke i egen person men hans billeder prydede mit barndomshjem. Særligt var jeg optaget af værket Swans Reflecting Elephants. Måske man kunne sige at billedet er surrealismens bud på hvordan perspektivet er det altafgørende, når vi opfatter verden. For mig blev det en indikation af, at noget kunne ses og opfattes på flere måder. Kunst var ikke en ydre men en indre højborg.


Det er min opfattelse at yoga og meditation ofte forstås som noget derude, noget som er væk fra en selv. Selv er jeg rigtig god til at læne mig ind i denne fornemmelse. At meditation er noget der finder sted i et bestemt rum, eller på en bestemt måde. Yoga ligeså. Jeg vil nok i virkeligheden sige at det er størstedelen af tiden, at jeg opfatter disse to praksisser som noget, der ligger udenfor det - som jeg opfatter som mig.


Jeg ved jeg ikke er alene om denne vane, dette tankemønster. I årevis har det at søge det åndelige og spirituelle været en praksis som for mange vesterlændinge helst skulle foregå under varmere himmelstrøg eller med et orientalsk strejf. Yogaen har fx helst skulle foregå i et autentisk miljø, allerhelst et sted på subkontinentet. Der synes dog de senere år at være kommet en større bevægelse i retning af at ’hente’ praksissen hjem, ikke hjem til der hvor den fødtes historisk, men hjem til en selv. Man kunne måske kalde det en slags afritualisering.


Et spørgsmål der i den forbindelse trænger sig på hos mig er, hvor yogaen egentlig foregår. Hvad er yogaens epicenter?


For mig var epicenteret i mange år en ydre forestilling jeg gik til og fra. Med tiden føler jeg dog at der er noget der langsomt ændrer sig. Forestillingen synes i større grad at foregå på mit indre lærred. Og når den ikke gør det, ja så må jeg nogle gange spørge mig selv, om det overhovedet er min yoga forestilling.


De gange jeg ligger på en måtte med et fokus i alle retninger, synes jeg egentlig ikke jeg føler mig hjemme. Det kan være min opmærksomhed er rettet mod lydene, de andre i rummet eller det der foregår udenfor måttens kanter. Måske endda udenfor selve yogalokalet. Jeg befinder mig muligvis i en yogastilling rent fysisk, men det føles som om en del af mig ikke er der.


For mig er det den meditative opmærksomhed som bringer yogaen ind. Derind hvor den på en måde hører til. I mig - ikke i en anden. Den anden har en anden yogaoplevelse i sin krop og bevidsthed. Ja vi har deltaget i samme session, men yogaen er en indre oplevelse - sådan oplever jeg det i hvert fald.


Ofte finder jeg mig selv talende om alt fra Hatha til Yin Yoga, som ydre objekter. Som praksisser, der ligger på en hylde og venter på at blive købt. Færdigsyede.. Det samme gælder meditation og mindfulness. Hvis nogen spørger mig hvad Yin Yoga går ud på, forklarer jeg ofte det jeg har lært. Derude, i verden, på uddannelsen og af mine bøger. Det føles tomt. Som om essensen smelter væk i forklaringen.


Nogle gange giver jeg dog en anden type forklaring. En type som er baseret på erfaring, min egen direkte erfaring. Ikke nogen andres. Når jeg i samtaler bevæger mig i det meditative og yogiske felt, prøver jeg derfor at holde min opmærksomhed omkring epicenteret. Derfra hvor al praksis udspringer. Nemlig min egen bevidsthed.



Nogle gange oplever jeg elever som ønsker at blive rettet på, hvilket jeg godt forstår. Samtid ønsker jeg egentlig ikke at trække det yogiske spind ned over dem. Yoga skal være fri og intuitiv. Det betyder ikke der ikke skal korrigeres hvis noget kan gøre skade, eller ikke gavner. Men det betyder at yogaens kerne er indeholdt i den enkelte.

Hvis en praksis skal gøre en egentlig forskel i vores liv, kunne forandre eller glæde, er det vigtig ikke at bevæge sig for langt væk fra jordskælvets midte. Hvis skælvet ikke kan mærkes i egen bevidsthed og krop forestiller jeg mig at en forandring kan have lange udsigter. Ligesom lotusblomster der vokser ud af mudder, vokser vi mennesker også gennem de indre og ydre skælv, der rammer os.


Nogle gange rammes vi sågar af en oplevelse af efterskælv. Og hvis ikke dette sker af sig selv, kan vi altid som den tibetansk buddhistiske mester Minguyr Rinpoche siger, ’lægge mere brænde på bålet’. Således at vores praksisild holdes ved lige og forfines. Jo bedre vi kender vores indre ild og dens luner, des færre bål behøver vi opsøge og slukke i den ydre verden. Selvudvikling kan hurtigt blive til selvindvikling.


Jeg tror på at yogaens arena ville se anderledes ud i dag hvis vi alle lod opmærksomheden hvile ved den indre yogapraksis. Det er ikke en let opgave. Selv øver jeg mig hver eneste dag, men som et glat stykke sæbe smutter inderligheden let ud af bevidstheden.


Når det sker, tager jeg igen sigte. Ånder ind og giver slip i en udånding. Mens jeg er i en stilling lader jeg min opmærksomhed hvile omkring hjertet, yogaens ypperstepræstinde.




41 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle